Historie

 

Klubben blev grundlagt i 1958, da Vestbadets friluftsbad blev åbnet. Indtil 1970 var svømningen altså kun en sommer aktivitet, men da Vestbadets indendørs bassin blev åbnet 1. januar 1970 blev det muligt også at træne om vinteren, hvorefter der for alvor tog fart med den sportslige udvikling.

Vest Brøndby var en af landets absolut førende klubber med mange landsholdsvømmere i truppen op igennem 1980’erne og 1990’erne, med mange individuelle danske mesterskaber og flere danske holdmesterskaber. I denne periode deltog klubben også på den europæiske scene med deltagelse i flere store internationale stævner.

Vest Brøndby har altid haft en velfungerende svømmeskole, hvor vi har lært børn fra primært Brøndby og Rødovre kommuner, samt tilstødende medlemmer fra Valby, Hvidovre og Glostrup at svømme. Klubben har gennem årene været en fast bestanddel hos mange børnefamilier og givet tryghed i vandet, ved at børn har kunnet blive sikre svømmere i en tidlig alder.

Klubben har gennem mange år været en betydende idrætsklub i Brøndby med et stort medlemstal, der har varieret fra 850-1000 medlemmer gennem de sidste mange år.

Klubben fejrede sin 50 års fødselsdag 13. marts 2008 ved blandet at arrangere Brøndby Swim Cup, som siden har været en fast del af klubbens aktiviteter. Siden er også Brøndby Sommer Cup kommet til, så Vest Brøndby hvert år arrangerer to invitationsstævner med ca. 300 deltagende konkurrencesvømmere fra mange klubber til hvert stævne.

I 2017 har Vest Brøndby indgået et svømmefællesskab med Glostrup Svømmeklub, som en overbygning, hvor de to klubber samler deres bedste årgangs-, junior- og seniorsvømmere i et træningsfællesskab. Et fællesskab der skal tage de to klubber fremad til toppen af dansk svømning. Startfællesskabet bærer navnet VG 17