Udskriv siden

SRØ 2008

Af: Lærke Smidt Hansen

Vest Brøndbys årgangssvømmere deltog i weekenden 11.-13. april til SRØ, Sjællandske mesterskaber (Region Øst).
 

De ni svømmere fra SRØ i Herlev (yngste årgangsgruppe)
Rasmus, Sebastian, Mathias, Tobias, Kathrine, Kamilla, Nikoline, Joakim og Xenia
svømmede SRØ i Herlev 12.-13. april 2008

Fra Eliteholdet deltog Julian, Thomas, Tobias, Oliver, Christian (Ivan) og Søren i Birkerød samt Joakim med den yngste gruppe i Herlev. Blandt resultaterne fremhæver cheftræner, Ricky Jørgensen, Thomas Olsen med tre løb som også gav tre medaljer: Guld i 200 fri (1.58.00) og 800 fri (8.34.64) samt sølv i 400 fri (4.09.95). Thomas har holdt det høje stabile niveau gennem flere sæsoner nu, og bliver ved med at forbedre sig og holde fast i topplaceringerne.

Det var et flot stævne med mange gode tider fra drengene, hvilket tegner rigtig godt for den sidste del af sæsonen frem mod Danske Årgangs Mesterskab (DÅM) i midten af juni.

Også Årgangsholdet var til de sjællandske mesterskaber og herunder følger trænernes beretning om den imponerende indsats:

Med 13 Årgangsholdssvømmere repræsenteret i Herlev og Birkerød stillede vi endnu engang op med et rekord stort hold. De mange kvalificerede svømmere vidner om, at vi på holdet har fat i den rigtige taktik, både til træning og til stævner, og alle svømmere på holdet skal have megen ros for deres gode træningsindsats de seneste måneder. Vi er i træner-teamet meget stolte over holdets udvikling, og vi glæder os alle til at afslutte den sidste del af sæsonen med maner.

I Herlev skete det helt utrolige - alle kvalificerede drenge fik en medalje med hjem. De yngste drenge imponerede på fornem vis i alle holdkapper og fik således medalje i både fly, ryg og brystholdkappen, mens det blev til en spændende fjerde plads i crawlholdkappen. I holdkapperne kan særligt fremhæves Tobias 50 fly: 30.6, Mathias 50 fly: 30.8 og Sebastian 50 ryg: 35.3. Vi skal have i mente, at Sebastian kun er født i årgang 1996, og han derfor har hele to år tilbage som mindste årgangssvømmer. Meget flot!

De i alt fem medaljemodtagere i Herlev bestod af Sebastian, Tobias, Mathias, Rasmus (Igor) og Joakim. Individuelt var resultaterne meget blandet; men det var overordnet en meget tilfreds træner der tog hjem søndag eftermiddag. For pigerne i Herlev vakte Kathrine særlig stor opsigt. Med en stor personlig rekord i 200 fri svømmer Kathrine sig op i blandt det bedste på holdet, og meget skal gå galt hvis Kathrine ikke inden for få år kan kalde sig medaljetager til sjællandsmesterskaberne på distancen. Kathrine har forbedret sig i træningen i den seneste periode, på trods af hendes i forvejen meget høje niveau, men hun viser at den lille ekstra indsats hurtig belønner sig. Nikoline, Kamilla og Xenia var alle med på klubbens holdkapper, der ligesom drengene, fejrede stor succes.

I Birkerød var de ældste årgangsvømmere samlet. Mikkel var eneste dreng fra Årgangsholdet, og det klarede han flot. På trods af flere lange dage i hønsegården sluttede Mikkel alligevel søndagen af med sin første tid under ét minut i crawlholdkappen. Pigernes resultater var af blandet karakter, men alt i alt var det en kanon weekenden for tøserne. Sandra fik en flot kravtid til DÅM (sammen med en kat), Sofie svømmede en helt igennem perfekt 200 fly, Asta svømmede tre flotte tider hjem i holdkapperne, og Amanda viste os trænere, og i særdeleshed hende selv, at intet er umuligt for den som bærer viljen i hjertet. Selv om tingene nogengange driller Amanda lidt, så kan hun se tilbage på en acceptabel weekend.

Én pige overskyggede alligevel alle de andre til stævnerne. Med en bedste placering som nummer fem sidste år, så er Klara Strand ikke vant til at hente medaljer til SRØ Finalerne. Hendes tider til områdemesterskaber lovede alligevel en lille forbedring i placeringen i forhold til sidste år. Man må sige at Klara tog hallen, og i hvert fald trænerne, med storm. Med en sølv medalje i 100 ryg, en bronze i 200 ryg og til sidst en bronze i 100 fly; så beviste Klara for alle, at hun er talentet Vest Brøndby i fremtiden skal satse på, hvis de ønsker at blande sig i toppen af dansk svømning. Jeg tror, at man skal tilbage til starten af 1990'erne før klubben sidst så en svømmer med et tilsvarende potentiale. Her dukkede lille tynd dreng ved navn Ricky op i hallen. Klara har fremtiden for sig - og der skal lyde et stort tillykke til Klara for alle Årgangsholdets trænere.
 
Til sidst skal den eneste deltager fra Talentholdet også nævnes: Xenia (1997) deltog for første gang til mesterskaberne og klarede sig rigtig godt - bedst med en fjerdeplads i 200 ryg i tiden 3.04.56. Hun fik gode erfaringer med hjem fra det store stævne, og lavede personlige rekorder i alle sine løb inklusiv de fire holdkapper, hvor hun hjalp Årgangsholdets tre piger.

Med venlig hilsen
K-trænerne

16.04.2008