Lisbeth Kierkegaard vinder bronze ved SRØ kortbane
Af: Lars Green Bach
Ved de Regionale seniormesterskaber i Næstved - for Sjælland og øerne - 28.-30. september svømmede Lisbeth Landtved Kierkegaard sig helt ind i medaljefeltet ved at vinde bronzemedalje i hendes favoritdisciplin 200m brystsvømning i tiden 2:43,81.
Ved samme mesterskab sidste år blev Lisbeth nr. 6, så der er altså tale om et klart avancement på 3 pladser. Medaljen kom i hus under søndagens finaleafsnit efter et længer tilløb med 2 forudgående 4. pladser - en 4. plads fredag i 400m medley i tiden 5:14,52 og en 4. plads lørdag i 100m brystsvømning i tiden 1:18,10.
Jeg er meget tilfreds med at opleve, at Lisbeth stædigt holdt fast i sin kamp for at nå det sidste stykke ind i medaljefeltet – og at det lykkedes til sidst. For sådan er det ofte i svømning – Når bare man banker længe nok på døren, så går den op til sidst!
På 4. pladsen i 200m brystsvømning, lige efter Lisbeth, var det vores nye VEST-svømmer Camilla Frederiksen (tidl. Albertslund) som gjorde sig fornemt bemærket og fuldendte en flot ”VEST-finale”. Camilla svømmede i tiden 2:47,53 og avancerede sig dermed fra sidste års 5. plads, og viste at hun efter sit klubskifte til Vest Brøndby har igangsat en ny positiv udvikling.
15-årige Thomas Olsen viste atter, at han er formidabel til at race, og slå til når det gælder – upåagtet af at han svømmer mod svømmere, der er op til dobbelt så gammel, som han selv er. Særligt imponerende var hans svømning på svømningens Maraton-distance 1500m fri, hvor Thomas forbedrede sin egen personlige rekord med hele 45 sekunder til 16:44,07, og tager springet fra nr. 10 til nr. 2 på Dansk Svømmeunions rangliste på distancen!
Efter næsten 2 år på tider mellem 0:33,25 og 0:34,01 i 50m rygcrawl, lykkedes det endelig for Helena Høj at rykke yderligere niveau, og komme under hendes ”magiske grænse” på 0:33,00. Tiden 0:32,77 gav Helena en sammenlagt 9. plads.
Helena har arbejdet meget målrettet med at få nogle tekniske detaljer til at lykkedes, og når det hele så endelig går op i en højere enhed for Helena, og detaljerne lykkes, er det jo også fantastisk at se at resultaterne forbedres i takt hermed. Jeg synes, det er et godt eksempel til efterfølgelse af mange andre!
Fornemme takter blev der også vist af 14-årige Pernille Mourtitzen, der med personlige rekorder i 50m og 200m rygcrawl til henholdsvis 0:32,42 og 2:25,78 fik markeret sig som en af stærkeste junior-rygcrawlere i Danmark, og med A-finale og en flot 4. plads i 100m rygcrawl med tiden 1:08,31, fik Pernille samtidig en flot finale debut i seniorsammenhæng.
Endelig bør vores medley-holdkapper fremhæves. Med Pernille Mouritzen på rygcrawl, Lisbeth Kierkegaard på brystsvømning, Ilona Ogorodnik på butterfly og Camilla Frederiksen på crawl, lykkedes det at svømme sig ind på en rigtig flot 4. plads på 4x100m holdmedley – en forbedring fra en 8. plads ved samme mesterskab i 2006 – og en flot 6. plads i 4x50 holdmedley mod en 10. plads sidste år.
VEST-pigerne kan nu prale af at have den stærkeste medley-holdkap på Vestegnen idet de lokale konkurrenter fra startfællesskabet VAT (Glostrup, Albertslund, Vallensbæk og Taastrup), Hvidovre, Ishøj/Greve og Frederiksberg blev slået i begge holdkapper.
Ud over de ovenfor nævnte svømmere, deltog også Lærke og Laura Smidt Hansen, Simone Staudt, Anna Fors og Julian Læbel i mesterskabet, så vi i år havde 11 svømmere kvalificeret mod 8 sidste år – en dejlig fremgang der vidner om en øget sportslig bredde på eliteholdet.
Generelt leverede alle svømmere mange rigtig flotte præstationer – vi havde flere nye personlige rekorder end jeg havde forventet på denne tid af sæsonen, vi svømmede hurtigere end ved sæsonens første stævne, vi præsterede bedre i mesterskabssammenhæng end ved sommerens DM på langbane og havde særligt nogle rigtig gode finalafsnit og holdkapper, og ikke mindst var der mange tekniske fremskridt at spore hos alle vores svømmere.
En lille dråbe malurt i bægeret er dog, at vi efter min mening fik alt for mange 4. pladser – Det håber jeg snart, vi kan formå at veksle til medaljer!
Med sportslig hilsen
Lars
04.10.2007