Hvad kan konkurrencesvømmerne lære for livet?
Af: Lars Green Bach
Med mellemrum bliver jeg som træner spurgt om, hvad svømmesporten egentlig har at tilbyde konkurrencesvømmerne udover benhård træning, underforstået at der ikke er noget positivt ved at træne benhårdt mere end 20 timer om ugen ”gratis”…
Som en person der er dedikeret til svømmesporten gennem mine personlige svømmeoplevelser og min mangeårige trænergerning, undres jeg nogle gange over spørgsmålet – Det er da indlysende at svømning er verdens bedste sport, er det ik'?
En fantastisk konkurrencesport hvor de svære teknisk udfoldelser, de høje fysiske krav og de store mentale udfordringer går hånd i hånd i en (overvejende) individuel sportsgren, hvor der trænes som et hold.
For mennesker uden baggrund i svømmesporten kan jeg imidlertid også godt forstå, at det ikke er helt så indlysende, hvad ”rejserne” frem og tilbage i bassinet bidrager med, og at det derfor kan være nyttigt at dykke lidt længere ned i det. Det vil jeg hermed forsøge at gøre.
En af grundene til at nogen undrer sig, er måske at svømmesporten (eller seriøs konkurrence- og eliteidræt i det hele taget) er så tydelig i opposition til en fremherskende mentalitet i tidsånden, den såkaldte ”zappermentalitet”?
Mange af os er efterhånden kun interesseret i at gå efter den hurtige belønning. Når tingene bliver for kedelige eller lade vente på sig, zapper vi videre til noget nyt, ligesom vi zapper rundt mellem 40-50 kanaler på fladskærmen eller surfer videre til en mere spændende hjemmesiden på Internettet.
Jeg har en god kollega, der ynder at bruge et gammelt citat fra Albert Einstein, der en gang har sagt at store bedrifter er 95% sved og 5% inspiration. Ligesom det er med de fleste ting i tilværelsen, som er værd at stræbe efter, koster det noget sved at lave bedrifter indenfor svømning. I svømning kan man ikke zappe eller surfe sig til øjeblikkelige gevinster. Det kræver derimod tid, meget tid – ja år – at forløse sit potentiale som svømmer. Tager man eksempelvis et gennemsnit at verdensmestre i svømning, så har de arbejdet 1000 timer i 10 år for at nå det niveau de er på...
Ved at dedikere sig til svømmesporten tror jeg, at den enkelte svømmer, udover de sportslige oplevelser, blandt meget andet får nogle af de følgende værdier og egenskaber ind på livet:
Svømning er efter min mening en modvægt til den omtalte ”zappermentalitet”, og lære os at fordybe os, at arbejde kommer før gevinst, at hårdere arbejde giver større resultater. Og når man når ud over den periode, hvor kroppen naturligt vokser og bliver stærkere, finde svømmerne ud af at uden arbejde får man heller ingen resultater.
I svømning træner piger og drenge, kvinder og mænd sammen, modsat mange andre sportsgrene. Det indgyder respekt for det modsatte køn og giver gensidig forståelse.
Svømning lærer os betydningen at af være en del af et fællesskab. Uden et hold, var der ikke ret mange, der ville svømme – Spørg dem som har prøvet at træne alene.
Ærlighed overfor os selv lære vi også gennem svømning. Efter at have svømmet ex. 6x1500m crawl kan du spørge dig selv, om du gav dig fuldt ud, eller om du gav efter? Hver dag til træning stilles vi i sådanne situationer, som lærer os at være ærlige – i det mindste overfor os selv.
Gennem svømmesporten lærer vi respekt for egen indsats såvel som for andres. Før du kan opnå noget, må du respektere det. Respekter det du vil opnå. På samme måde er det meget svært at opnå topresultater, hvis du skulle svømme uden nogen modstander til at motivere dig. Andres indsats til stævner og til træning er nødvendige for din succes, og kræver din respekt.
Svømning lærer dig lidenskabens magt. Du kan lære, at man kan opnå ting, hvis blot man engagerer og bekymrer sig nok om dem.
Den tyske professor og diplomtræner Arturo Hotz har lavet en række undersøgelser, hvor han sammenligner eliteidrætsudøvere med ikke-idrætsudøvere. Ud fra disse undersøgelser forsøger han at beskrive hvad idrætsudøveren lærer for livet, og hvilke værdier og egenskaber, som er tydeligere hos eliteidrætsudøvere end hos ikke-idrætsudøvere. Resultatet af disse undersøgelse sammenfatter han i de følgende 14 punkter:
- At lærer, at øve, at træne, at anstrenge sig og at afprøve.
- At glæde sig over det at opnå noget og at kunne overvinde en fiasko.
- Lærer at se og respektere andre i den samme situation.
- Sammenligne, måle og prøve sig af med andre eller i fællesskab med andre at stræbe mod aftalte mål.
- At forberede sig på ”dag x” med en vigtig sag eller et arrangement og derved mærke hvordan man i sådan en situation reagere og forholder sig.
- At bistå, at understøtte, at hjælpe andre, men også at hjælpe sig selv.
- At erfare og opleve sine egne grænser og at erkende sine egne grænser i samme øjeblik man når dem.
- Altid forsøge at gøre ”det rigtige” i afgørende situationer samt at kunne uddrage konsekvenserne deraf.
- Også under besværliggjorte betingelser at kunne indordne sig og at kunne træffe passende beslutninger.
- Også at kunne udholde modgang, ja endda at tolke dem som udfordringer mod et højere præstationsniveau.
- Disponere over psykisk udholdenhed, og at øve tålmodighed, når det ikke løber rundt.
- På grundlag af en realistisk selvtillid, at kunne planlægge og dosere sin nervøsitet ansvarsfuld og situationsbehersket.
- Også ved en famlende slutning, at kunne bevare åbenheden så kreativt som muligt.
- At beherske sine aggressioner eller at kunne omlede disse energier succesfuldt.
Ingen af de overstående egenskaber og værdier vil komme som et øjeblikkeligt fix, ved pludselig at træner mere, pludseligt at skifte hold, eller pludselig at skifte klub. De kræver engagement og lang tids fordybelse, hårdt arbejde, afkald på hurtige gevinster – og ”95% sved”!
Det betyder selvklart også et fravalg af andre ting, at kunne udvikle sig sportsligt som svømmer, og få ovenstående værdier med i bagagen til resten af livet. Men spørger i mig, synes jeg det er værd at vælge svømmesporten, og værd at kæmpe for.
God kamp!
Lars
06.11.2007