En herretur til Falster
Af: Lærke Smidt Hansen
Eliteholdets årgangssvømmere tog til områdemesterskaberne i Nykøbing, og kom hjem med gode erfaringer og flotte resultater.
Mesterskaberne foregik henover en hel weekend, og drengene oplevede stor forskel på de to dage. Lørdagen startede lidt trægt, hvor svømmerne lige skulle vågne, og finde viljen frem. Mens søndagen startede som lyn og torden med nogle rigtige gode løb fra morgenstunden og fortsatte dagen ud.
Søren Holm var dog klar og vågen lørdag til 200 fri, og fik noteret en stor personlig rekord med tiden 2.12.74, efter at have turdet at satse lidt. Det inspirerede Joakim Lassen til også at sætte personlig rekord, og hive en sølvmedalje hjem.
Som stævnet skred frem blev svømmerne mere tændte, og der kom mere vilje frem i øjnene, og mere tro på succes hos alle. Julian Læbel fik blandt andet hevet en sølvmedalje i hus i 100 bryst, i kraft af en personlig rekord på lidt over tre sekunder.
Der var mange flotte løb og mange flotte rekorder. Det skinnede tydeligt igennem, at dem der har trænet stabilt og godt, fik nogle flotte løb ud af det. Søren fik således en velfortjent bronzemedalje på 200 fly, og en personlig rekord på hele otte sekunder. Tobias Sandager fik også taget en guldmedalje hjem i 200 bryst, og det er på trods af en uges sygdom op til stævnet.
Alle drengene fik mindst en medalje med hjem, og fik sat personlige rekorder. Dog skinnede Joakim Lassen helt igennem om søndagen med rent bord: Tre løb og tre suveræne guldmedaljer. Han bragte ydermere drengenes 4 * 50 fri på sejrskurs med endnu en personlig rekord på 0.27.31.
Stævnet igennem viste Eliteholdet, at de er blevet bedre til at satse, og er villige til at rykke nogle grænser, hver gang de hopper i vandet. Drengene viste, at de er begyndt at lykkedes med mange af de ting, de arbejder med til træning.
Eliteholdets syv drenge fik hevet 18 medaljer hjem - heraf syv guld. Godt gået drenge!!
Tak for et godt stævne.
Martin Andersen
10.02.2008