Udskriv siden

Høststævne 6. oktober 2007

Af: Lærke Smidt Hansen

Sæsonens andet stævne for Vest Brøndbys Talenthold var sammen med Årgangsholdet Høststævnet i Vallensbæk lørdag 6. oktober 2007.

I en tætpakket Pilehaveskoles svømmehal formåede de fleste af holdets svømmere at sætte personlige rekorder og også forbedre mange af de nyeste tider (fra Gentofte Open i september). Vi har arbejdet meget med vendinger og brystsvømning siden sidste stævne, og der var nogle forbedringer at se rundt omkring, men vi vil bruge vinteren på fortsat at træne de sidste færdigheder.

I løbet af dagen havde en del svømmere problemer med ondt i hovedet, træthed og også nervøsitet for de uprøvede og mere uvante distancer. Det har alt sammen givet erfaringer, som vi vil forsøge at benytte fremover med mere styr på væskeindtag og ordentlig mad i maverne samt forberedelse på stævnerne hjemme i Brøndby.

Talentholdets eneste medalje fra Høststævnet gik til Joachim Ostehammel (1995), som ved en mindre fejl fra min side, var blevet tilmeldt 100 bryst i stedet for 100 im, men det gjorde han så godt, at der kom en guldmedalje med hjem. Tillykke til Joachim, som også satte en personlig rekord med tiden 2.00.99. Udover Joachims personlige rekorder svømmede Jakob, Xenia, Isabella, Kamilla, Louise, Nikoline, Nikoline og Kristina også hurtigere end de tidligere har gjort og med bedre teknik i flere af deres løb. Kamilla og Mads Christian svømmede begge to 100 fly og lavede store personlige forbedringer med tiden 1.41 svømmede Kamilla sig til bronzenålen og med 1.48 kvalificerede Mads Christian til områdemesterskaberne i endnu en disciplin.

Det var igen en lang dag til svømmestævne, hvor vi alle lærte en masse, der blev svømmet hurtigt og forhåbentlig havde hele holdet en god dag og er klar til endnu en omgang i næste måned. Næste aktivitet for Talentholdet er dog vores mikro-træningslejr hjemme i Brøndby mandag til tirsdag i uge 42, hvor vi skal nå at træne tre gange, arbejde på banner og kampråb som skal bruges til vores stævner og rigtig hygge os med overnatning på Nørregårdsskolen.

 

Lærke Smidt Hansen
Talentholdstræner

08.10.2007