Oprykning til 1. division og fire klubrekorder
Af: Laura Smidt Hansen
Vest Brøndby blandt de 18 bedste klubber i Danmark!
I weekenden 9.-10. april 2011 blev der afholdt Danske Mesterskaber for Hold. Her var Vest Brøndby til at finde i Gentofte, hvor der blev svømmet i 2. division. Otte hold kæmpede mod hinanden for at blive de bedste og for at rykke op i 1. division. Dette lykkedes for Vest Brøndby, der endte med at blive nummer tre og derved fik den sidste plads i oprykningen.
Holdet bestod af elleve drenge og ni piger, som sammen fik dannet en fantastisk stemning. Der blev svømmet hurtigt over hele viften, og især det stærke drengehold viste, at de hører til i toppen af dansk svømning. Pigerne viste dog også gode takter med gode præstationer, som førte til et hav af personlige rekorder. Alt i alt en fantastisk holdpræstation, som endte med en placering over alt forventning.
Til stævnet lykkedes det igen Oliver Mirkovic slå klubrekorder i 50, 100 og 200 meter brystsvømning – rekorder som Oliver dog selv havde i forvejen. Derudover lykkedes det også Søren Holm at slå Mark Vogels klubrekord fra år 2000 på 50 meter ryg, hvor Søren slog ind i tiden 00:26.64. Rigtig stort tillykke til drengene!
Vi glæder os allerede til næste år, når der skal svømmes endnu stærkere i 1. division.
15.04.2011