Udskriv siden

Vest Brøndby rykker op i 2. division i svømning

Af: Mette Hansen

Svømmeklubben Vest Brøndby er nu tilbage i 2. division. Det blev resultatet af weekendens danske mesterskaber for hold, hvor Vest Brøndby blev nr. 3 i 3. division og dermed kom på en oprykkerplads.
Vest Brøndby fik 44.126 point og dermed næsten 700 flere end Kvik 2 (Kastrup), som kom på 4. pladsen. De to øvrige oprykkere blev USG og Søllerød Svømmeklub.

- Vest Brøndbys oprykning var resultatet en god og bred holdpræstation, hvor mange ikke mindst af de unge svømmere svømmede op til deres bedste og satte stribevise af personlige rekorder. Oprykningen viser, at vi har talenterne både på dame- og på herresiden. Nu satser vi på 1-2 år i 2. division, så håber vi at være klar til 1. division, men det  kræver, at vi får en langt større bredde på herresiden, end den vi har lige nu, siger cheftræner i Vest Brøndby Lars Green Bach.

- Det er svært at fremhæve nogle svømmere frem for andre, men særligt fem svømmere leverede den ene fantastiske præstation efter den anden: Pernille Mouritzen i rygcrawl, Julian Læben i butterfly, medley og crawl, Christian Hansen i Crawl, butterfly, medley og rygcrawl, Helena Høj i butterfly og rygcrawl og Laura Smidt Hansen i crawl.

Også en række af de rutinerede svømmere som Louise Delani, Lisbeth Landtved Kirkegaard og Julie Halby svømmede mange points hjem. På herresiden gjaldt det især 15-årige Thomas Olsen, der trods 1 uges sygdom op til mesterskaberne svømmede mange point ind.

Simone Staudt og Ilona Ogorodnik leverede også - til trods for at de er nogle af holdets yngre profiler - mange solide præstationer og placerede sig i top 3 i flere af deres løb. 

I alt 22 svømmere stillede op for Vest Brøndby. På herresiden fik de unge svømmere hjælp af en håndfuld af klubbens trænere, og nogle af klubbens ”pensionerede” elitesvømmere, der viste, at de stadig ved, hvad det drejer sig om… 

17.04.2007