Ny træner for Årgangsholdet
Af: Lars Green Bach
Velkommen til Morten Andersen som træner for Årgangsholdet i den nye sæson 2007/2008.
Martin Andersen har meddelt klubben, at han af personlige grunde ikke ønsker at stå i spidsen for klubbens Årgangshold, når den nye sæson begynder igen i august. Martin har desværre ikke den fornødne tid til at kunne føre årgangsholdets svømmere videre frem mod nye bedrifter samtidig med sit fuldtidsjob hos SAS.
Jeg er derfor glad for at kunne meddele, at det er lykkedes at indgå en aftale med Morten Andersen om at være træner for Årgangsholdet i den kommende sæson.
Morten Andersen er 23 år, og har netop afsluttet HA-studiet på Københavns Handelshøjskole. Efter ferien planlægger Morten at starte på cand.merc. linien, hvor han satser på ”International Marketing and Management”.
De seneste tre år har Morten været ansat i Lyngby Svømmeklub. Her har han både fungeret som træner i konkurrenceafdelingen, svømmeskolen og for klubbens masterhold, samt i perioder assisteret i klubbens administration. Morten har haft ansvaret for klubbens Talentholdhold de sidste to sæsoner, samt for en lille specialgruppe af klubbens største talenter, og er således vant til at arbejde med svømmere i årgangsalderen.
Morten har selv været aktiv konkurrencesvømmer på højt niveau. Som årgangs- og juniorsvømmer deltog han i mange år på Dansk Svømmeunions talentcenter og juniorlandshold. Morten har i karrieren deltaget ved både Nordiske Juniormesterskaber (NJM) og Europæiske Juniormesterskaber (EJM) i 2002, hvor han ved NJM svømmede sig til en flot bronzemedalje, og ved EJM opnåede en semifinaleplads. Som junior tog Morten flere danske juniorrekorder med sin klub VAT 89, ligesom han indtil sidste år var indehaver af den individuelle danske juniorrekord i 50 bryst på både kort og langbane. Inden Morten endelig stoppede for 2 år siden blev han flere gange dansk årgangs- og juniormester.
Jeg vil hermed byde Morten velkommen i Vest Brøndby, og glæder mig til at samarbejde med ham. Jeg er sikker på at hans erfaring, energi og engagement vil bidrage til en positiv udvikling af svømmerne på vores Årgangshold.
Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at takke Martin for sin store indsats på Årgangsholdet. Samtidig glæder det mig, at han nu igen har lyst til at blive en del af teamet omkring Eliteholdet, og ser frem til samarbejdet herom i den nye sæson.
Med sportslig hilsen
Lars Green Bach
27.06.2007